Muld-middag

Vi holder Muld-middag ca en gang om måneden. I december som julefrokost, og nogle gange med koncert før eller efter. Nogle gange, i de lyse måneder, med en lille rundvisning på Muld først.

Middagene varer for det meste godt tre timer, og alle spiser samme menu på samme tid, ved siden af andre gæster man nok ikke kender. Vi har dog udelukkende flinke gæster, så det skulle ikke være noget problem.

Vi plejer at synge et par fællessange undervejs. Har du mod på at akkompagnere, så sig endelig til når du tilmelder dig. Vi har flygel, guitar, blokfløjter og harmonika.

Det koster 350,– at spise med. Halv pris for spisende børn under 12 år.

Vi tager dankort og kontanter. Ikke mobilepay, eller MasterCard osv.

Vi serverer adskillige retter, tilberedt af de bedste hjemmedyrkede/-avlede ingredienser Muld byder på den dag, friskhøstet, nyslagtet og gode gamle grøntsager fra lagrene. Hver måned noget nyt, selvforsyning betyder hard core sæsonfølgning. Det ord findes hermed.

Vi sælger diverse gode vine, øl fra Herslev, schorle lavet med vores frugtsafter, kaffe, te og avec.

Alt er økologisk. Både landbruget og køkkenet på Muld er økocertificerede efter alle kunstens regler.

Tilmelding sker ved at skrive en mail til ane@muldpaanettet.dk. Fire dage inden middagen ophører retten til gratis at melde afbud uden at være syg.

Er du muslim, vegetar, allergiker eller noget andet spændende, så sig det ved tilmelding, ellers får alle det samme at spise.

Efter middagene kan et begrænset antal gæster overnatte i vores tre gæsteværelser.

Værelse 1: Halvandensmandsseng og enkeltseng.

Væresle 1: Dobbeltseng og enkeltseng.

Værelse 3: To senge stillet sammen som dobbeltseng og en ekstra enkeltseng.

Der er to fælles badeværelser. Udcheckning senest kl 10.

Den 11. maj koster det stadig 300,– pr person inkl linned og lille morgenmad. 250,– eks linned.

Derefter sætter vi prisen op til hhv. 450,– og 350,–.

Vores værelser er rigtig hyggelige, men der er ikke tale om luksus. I værelse 3 kan man høre en brummen fra vores kølerum nedenunder, i 1 og 2 kan man høre hanerne tidligt om morgenen. Begge lydgener kan dæmpes ved at drikke rigeligt inden man går op og sover.