Åben gård og loppemarked

23. juni 2020

I weekenden den 11. og 12. juli holder vi, med venners hjælp, åben gård og marked, og det bliver det perfekte udflugtsmål når man skal en dag ud i det danske sommerlandskab, og det skal man jo.

I salen vil man kunne hente sig en tallerken hjemmedyrket frokost eller noget skønt bagværk. Vi brygger saft, kaffe og te, og udover vores sædvanlige vinkort, der plejer at rumme noget for enhver god smag, finder Jens og vores gæstesommelierer diverse kuriositeter frem fra vinkælderens dyb.

Så er der styr på forplejningen.

I festladen sælger Ane med flere ud af gemmerne. Deres gemmer rummer lidt af hver. Blandt andet: Køkkenudstyr, kunsthåndværk, velholdt børnetøj og voksentøj, bøger, antikviteter, skrammel, fejlkøb osv.

Det gode gamle bob-spil som mange af jer kender fra utallige åben gård-dage på Muld bliver stillet frem, men kun til det bliver solgt.

Loppepriserne går fra en krone og langt deropad og der er noget for enhver, der tør røre noget andre har rørt ved.

Og så er der håndsprit.

Derudover vil der være boder hvor man kan købe stauder, bærbuske og sylterier fra Muld, cider fra Pernille Rosenbæk og andre gode sager.

Vi skal også have et bål, og hvad med en snobrødsdej?

Kort sagt: Medbring sult, småsult, shoppelyst og mobilepay.

Vi holder åbent fra kl. 11 til 17 begge dage.

Frokosttallerkenen serveres ml 12 og 16.

Vi stiller alle de borde, bænke og stole op vi kan finde, så man kan sidde inde, ude eller i væksttunnellen, for sig selv eller i nærheden af nogle andre.

Hvis du tager et tæppe med, kan du sætte dig lige hvor du har lyst med din servering, lyder æblelundens plettede skygge måske ikke tillokkende?

Man kan også gå sig en tur og hilse på vores grise, får, lam, høns og katte.

Vi håber at se en masse af jer i løbet af de to dage.

I skal ikke melde jer til på forhånd, bare dukke op, vi har nok til alle.