2013–09–21 08.01.44

MULD som ambassadør for den spiselige biodiversitet

Af Ane Rørdam Hoffmeyer, 7. marts 2014

MULD har netop fået bevilget en større portion penge fra Fonden for Økologisk Landbrug, en pulje der hedder Pulje til grønne ildsjæle for lokal afsætning. Projektet er i første omgang etårigt, og skal gøre alskens folk, børnefamilier, kokke, landmænd, fødevareproducenter, haveejere, madelskere, professionelle og private opmærksomme på den mangfoldighed der kunne være i marker, køkkenhaver og detailhandel, og dermed på tallerkenen og i måltidet.

På en af vores marker vil vi dyrke grøntsager, urter og spiselige blomster med så stor alsidighed som det er muligt, når man for første gang opdyrker en gammel hestefold. Projektet gennemføres i samarbejde med Frøsamlerne (www.froesamlerne.dk), og forhåbentlig vil biodiversitetsmarken fremstå som en form for Frøsamler-demonstrationsmark. Sorterne er ikke udvalgt endnu, men øverst på listen står samtlige 26 sorter i Frøsamlernes store ærte-bønneprojektet (www.plantearven.dk).

I løbet af året afholder vi et antal biodiversitetsarrangementer. Nogle bliver åbne for alle interesserede, andre bliver for en inviteret faggruppe. Arrangementerne kommer til at handle om såning, frøavl og frøsamling, tilberedning i køkkenet, den dyrkede kulturhistorie, frøpolitik, smagning m.m., så der vil være aktiviteter i både mark og i køkken.

Nogle af pengene skal bruges på formidling, f.eks. et meget påkrævet skiltningssystem til at vise hvad der er hvad i marken og en ligeledes tiltrængt opgradering af denne hjemmeside, så vi kan informere om kommende arrangementer, opskrifter, sorterne i projektet osv.

Vi håber I alle sammen har lyst til at komme forbi i løbet af sommeren og se hvordan det går med alle vores kendte og ukendte afgrøder, smage på dem, hive en kvikgræsrod op, træde på en dræbersnegl og tage en pose frø med hjem til jeres egen altan/have/vindueskarm/mark, eller hvad I har.