Muld som koncertsted

25. marts 2015

Muld interesserer sig også for musik.

Faktisk mødte Ane og Jens hinanden på Københavns Universitets Musikvidenskabelige Institut i 1994, dengang Jens var trompetist og Ane sang ny kompositionsmusik.

Et par år tidligere havde Ane sunget kor på Caféteatret i en forestilling, der hed Manden fra Australien. Forestillingen gik ikke lige frem over i teaterhistorien, men een scene gjorde et uudsletteligt indtryk og var hele teaterbilletten værd. Når Maria Kynne sang Emil Aarestups digt Angst (den med boblerne i bækken) med ny musik af Holger Laumann, stod Ane og resten af koret (som ellers var en flok rimelig fjantede teenagere), hver aften naglet til scenen og kæmpede for at holde tårerne tilbage.

Maria gik på rytmekons dengang, men havde allerede en utrolig kraftfuld stemme. Ikke kun kraftig, men med en tryg autoritet og en intensitet og ærlighed der gik lige i hjertet på os. Det har hun stadig, men der er noget mere selvironi og samfundkritik i hendes tekster, end i Aarestrups.

Det synes vi I skal opleve, og derfor har vi lokket Maria Kynne Trio til Muld-middag den 15. august. Trioen består udover Maria af guitaristen Jesper Nordal og bassisten Anders Heidelbach.

Middagen starter kl 18.30, koncerten kl 21.

Mad og musik koster 400,–, musik alene koster 100,– Drikkevarer kan tilkøbes hele aftenen.

Denne aften er der kun middag for koncertgængere.

Billetbestilling/tilmelding kan ske ved at sende Ane en mail på ane@muldpaanettet.dk.